Tyrkere er opmærksomme på "flue", når de ryger vandpibe

For at være ærlig, da jeg først ankom til Tyrkiet, så jeg en glasflaske større end en plastikspand til drikkevand på en cafe, med adskillige slanger på, jeg vidste virkelig ikke hvad det var. Jeg bad endda mine tyrkiske venner om at vide, at dette er en vandpibe til at ryge vandpibe, som føles meget frisk. For siden jeg var barn, så jeg, at de vandpiber, som mine bedstefædre røg, alle var lavet af kobber, og de var så små, at de kunne holdes i mine hænder. Jeg havde aldrig set en vandpibe så stor som Tyrkiet.

Faktisk er vandpibe at ryge også et "eksotisk produkt" for tyrkerne, som er importeret fra udlandet. Det var først populært i det gamle Indien. Først røg indianerne kakaoskaller (nogle siger kokosnøddeskaller), og de inhalerede røgen gennem halm. Araberne lærte det hurtigt og kaldte det "Nardir", men i stedet for at ryge kakaoskaller røg de kakao i stedet for.

Senere spredte sig til Persien og Tyrkiet, tyrkerne begyndte at ryge vandpibe i det 16. århundrede. Vandpiber. De nødvendige værktøjer til at ryge vandpiber er de førnævnte kar kaldet "Nargile" (tilsyneladende afledt af arabisk). De er generelt koniske eller cylindriske og er opdelt i øvre og nedre lag. Vand lægges på det nederste lag. Tobaksblade og kulild placeres i metalrøggryden øverst. Der er et lige rør i midten. Der er flere slanger rundt om potten. Slange og mundstykke, rygeren holder den lige del af slangen og inhalerer vandfiltreret røg gennem mundstykket.

Der er også flere typer vandpiber, ovenstående er til flere personer, der kan ryge sammen. Der er også vandpiber til kun én person, som er mindre i størrelsen. Ud over glas kan vandpiber også være lavet af porcelæn eller metal (såsom messing), og high-end dem er lavet af bøhmisk krystal eller kinesisk keramik. Røgpotter er generelt lavet af kobber eller ler, og cigaretholdere er lavet af keramik eller stenmaterialer. Tidligere var vandpiberne, der blev brugt i de osmanniske paladser, lavet af krystal, og piberne var lavet af guld eller sølv. Slangerne var indlagt med forskellige ædelstene, som var meget elegante. Nu er de stadig tilgængelige i Topkapi Palace Museum i Istanbul. Se.

Ligesom at drikke te har en te-ceremoni, har vandpibe at ryge også et "flue", og hele produktionsprocessen tager flere timer. Først og fremmest skal en slags tobak kaldet "Tumbek" med oprindelse i Iran hakkes og lægges i blød i vand natten over, derefter tages ud, dækkes med et vådt håndklæde og stå i en periode. Denne proces kaldes "fugtgivende". Tobak er godt Det er nøglen til at være dårlig. Når du ryger, puttes den klargjorte tobak i kobbergryden øverst på rygegryden, og den kan ryges efter optænding. At ryge vandpibe er som at ryge pibe, indånde med mellemgulvet, indånde røgen i maven, ikke brysthulen, røgen filtreres først af vand, så skadelige stoffer ikke indåndes direkte i kroppen. Selvom Tumbek-tobak indeholder 5-10 gange mere nikotin end almindelig tobak, er det derfor meget mindre skadeligt på grund af vands filtrerende effekt.

Tyrkiets bedste tumbek produceres i Hadim-distrikterne i Hatay- og Konya-provinserne og er nu i konkurrence med arabiske lande. Yembek tobak importeret fra Egypten er lavet af fermenterede frugter og har smag som æble, mandel, jordbær, banan, mynte, og er meget populær blandt unge mennesker. Et godt sted at ryge vandpibe er den "osmanniske periode". Vandpiberygning var meget populært. Der er særlige steder på cafeer, hvor folk kan ryge. Derudover er der specielle røgerier. Nu er antallet af mennesker, der ryger vandpibe, blevet kraftigt reduceret, men på nogle cafeer eller tehuse er folk i to og tre ofte samlet ved siden af ​​vandpiben, der ryger vandpibe, mens de hygger sig og sludrer.

Hvis du vil prøve shisha, er et af de bedste steder at tage hen et sted kaldet "Songlin Po" i den asiatiske del af Istanbul. Det er en 267 meter høj bjergskråning dækket af fyrretræer. Fra toppen kan du se Marmarahavet og Bosporusstrædet. Der er mange marmorsæder og et kaffehus på bakken. Besøgende drikker te, kaffe og vandpibe. Byzantinske kejsere hvilede her efter jagt.

Men det osmanniske imperiums sultaner var ikke interesserede, så det blev opgivet. Det var først i Sultan Mahmuds periode, at dette sted blev et godt sommersted for kongefamilien og adelige. Da Sultan Abdulhamit II blev det fjerdestørste feriested i Istanbul. Det er stadig et af de steder, som turister kan lide at besøge.